Den tidligere FC Midtjylland-spiller Nicolas Madsen har taget hul på sin anden sæson i engelske Queens Park Rangers. Spilfiduser havde lejlighed til at snakke med Madsen om forventninger, selvtillid og idoler. Dette er anden del af interviewet med midtbanespilleren.
Hvad med denne sæson – hvad er dine personlige mål?
Selvfølgelig har jeg mål. Det skal man have. Mine er at være en nøglespiller på holdet, tage ansvar, vise hvad jeg kan med bolden, skabe indflydelse offensivt, men især også vise, at jeg kan forsvare, løbe og spille en stor rolle defensivt. At blive en mere komplet midtbanespiller.
Føler du dig mere hjemme på Championship-niveau nu end sidste sæson?
Ja, helt sikkert. Det var ikke den sæson, jeg havde håbet på, men jeg lærte meget i træning og de kampe, jeg fik. Jeg udviklede mig især defensivt, hvor jeg nu spiller længere tilbage, i modsætning til de sidste seks kampe i sidste sæson, hvor jeg spillede 10’er.
Nu er det mere krævende defensivt, og det har været fokus i starten af sæsonen. Jeg synes, jeg er blevet meget bedre til det, især i andenbolde og til at placere mig defensivt.
Hvordan sammenligner du det med den belgiske liga, du kom fra i Westerlo?
Det er meget anderledes. Jeg tror, alle udenlandske spillere siger det samme om Championship. Intensiteten, spillestilen, presset fra fansene. Man har aldrig ro på bolden. Kampene svinger meget mere i momentum. Du kan være dominerende i 30 minutter, og så er du pludselig helt under pres de næste 30. Det overraskede mig.
Der er ingen lette kampe – alle kan slå alle.
Er der sket mange ændringer i truppen til denne sæson i forhold til sidste år?
Der er kommet mange nye spillere, men det er også normalt. Det tager tid at lære hinanden at kende og finde relationerne på banen.
Hvad skete der mod Coventry – var det bare en offday?
Ja, helt sikkert. Men man kan aldrig tabe 7-1, det gør for ondt – både for os og fansene. Derfor var det vigtigt at slå tilbage mod Charlton i den næste kamp.
Der er også kommet ny træner – har han ændret taktikken meget?
Selvfølgelig vil en ny træner gøre tingene på sin måde. Han har gode ideer, men hvis resultaterne ikke kommer, må vi også tilpasse os. Mod Charlton gik vi længere ned i banen i stedet for at presse højt, og det gjorde os mere stabile.
Matt O’Riley er lige skiftet til Marseille. Han har en baggrund i MK Dons, henter du inspiration fra en spiller som ham til, hvad fremtiden muligvis kan bringe?
Ikke rigtigt, selvom vi selvfølgelig alle sammen kan drømmer om at spille Champions League. Men mit fokus er at få en god sæson i QPR.
Du er en del af en stærk generation med O’Riley, Rasmus Højlund og Morten Hjulmand. Kan du følge dem på landsholdet?
Jeg håber det, men jeg skal også være realistisk. Sidste sæson spillede jeg ikke nok og var ikke stabil. Jeg sluttede godt af, men det var kun seks kampe. Nu handler det om at præstere hver uge. Der er hård konkurrence, men jeg tror på, at jeg nok skal nå landsholdet.
Du har også spillet med Gustav Isaksen – hvor stort et talent er han?
Han er lige præcis, hvad man ønsker i en kantspiller. Han er hurtig, han kan gå begge veje, han er stærk én mod én. Han har haft sit gennembrud på landsholdet og er måske allerede en af de vigtigste spillere. Jeg glæder mig til at se, hvor langt han kan nå.
Har QPR sat et mål for sæsonen?
Ikke noget konkret, jeg kender til. Men målet er selvfølgelig at gøre det bedre end sidste år, at ligge et sjovere sted i tabellen. Sidste sæson havde vi perioder uden sejre, men også ubesejrede perioder. Nu handler det om at finde stabiliteten.
Dette interview er kommet i stand via CopyBet. CopyBet er den officielle trøjesponsor for Queens Park Rangers FC. Besøg CopyBet.com her

